Hvad var der i posen til de hjemløse?

24.11.11

Slut med fattigdomsydelserne
Næste års finanslov har gjort op med de såkaldte fattigdomsydelser. Der vil således ikke længere være noget der hedder ’starthjælp’, ’introduktionsydelse’, ’kontanthjælpsloft’ eller ’450 timers reglen’.  

Jobpræmie
For at motivere langtidsarbejdsløse til at få arbejde, laves der et forsøg med at give en skattefri jobpræmie på op til 600 kroner per måned for kontanthjælpsmodtagere, der kommer i arbejde. 

Højere afgifter på tobak og alkohol
Hvis man kommer i arbejde kan nogle af penge så bruges på at betale en højere pris for cigaretter, øl og vin. En pakke cigaretter stiger med 3 kr. Afgiften på øl stiger med 25 pct. og på vin stiger den med 55 pct.

Afgiftsforhøjelsen betyder, at en almindelig kasse øl med 30 styk til 139,95 kr. ekskl. pant stiger til 147 kr., dvs. godt 7 kr. pr. kasse. En flaske bordvin, der i dag koster 40 kr., vil fremover koste 43,50 kr.

Grøn check
Hvis du har en indkomst på under 212.000 kr. pr. år, og vel at mærke har et sted at bo, vil du næste år få en supplerende ’grøn check’ på 280 kr. Det sker over selvangivelsen, så du kommer nok ikke til at opdage det.

Kontanthjælpsmodtagere får ret til fem ugers ferie
Fra 1. april næste år er der 5 ugers ferie til kontanthjælpsmodtagere, hvis man har været arbejdsløs i 12 måneder i træk. Selvom pengene måske ikke rækker til at holde al ferien under sydlige himmelstrøg, er det nyt og skelsættende at denne rettighed også omfatter arbejdsløse.

Mindre aktivering for nogle grupper
Hvis du ikke er arbejdsmarkedsparat og over 30 år bliver minimumsfrekvensen for gentagen aktivering sat op til hver 12. måned frem for hver 6. måned, som det hidtil har været. Samtidig sættes minimumstiden for aktiveringen ned til 2 uger frem for 4 uger. Det skulle give kommunerne mulighed for at gennemføre mere smidige og individuelt tilrettelagte indsatser, hvor hensynet til den enkelte kommer i første række.

Ændringerne træder i kraft 1. marts 2012.

Hvad synes du om den nye finanslov? Send din mening til sofie@sandudvalg.dk