Du er her

Satspuljen på hjemløseområdet 2018

fre, 10-11-2017, 15:01
Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND - De hjemløses landsorganisation
Et par nedslag

Satspuljepartierne har i nat indgået en aftale på hjemløseområdet. Området tildeles 154 millioner over de næste 4 år. Det er positivt, at hjemløseområdet er blevet prioriteret og initiativerne afspejler at der er lavet et godt forarbejde. Det afspejler sig bl.a. i at både den stigende ungdomshjemløshed og stigningen i gruppen af langvarigt hjemløse adresseres.

Men for at initiativerne kan lykkedes kræver det i den grad at kommunerne investerer både tid og penge i opgaveløsningen. For sandheden er jo, at kommunerne i dag ikke har tilstrækkelig med billige boliger de unge kan anvises. De skal først til at bygge dem. Og selvom mange kommuner ligger som de har redt ved at lægge små lejligheder sammen og lave regler om at nybyggede lejligheder skal være over en hvis størrelse for at holde fattigrøve og andre sociale tabere ude, så rækker kommunerne hånden ud til boligministeriet for at bede om bedre rammebetingelser for at få indhentede det gigantiske efterslæb af billige boliger, som f.eks. Københavns Kommune har brugt tre årtier på at etablere i deres jagt på at få mere pengestærke borgere til byen.

Hvis vi i stedet for at placere et skyldsspørgsmål, ser på hvad der vil være til gavn for hjemløse og andre lavindkomstgrupper, bliver boligministeren nødt til at tage initiativer, der kan fremme byggeriet af billige lejligheder. Hvis kommunen ikke kan anvise en ung hjemløs en lejlighed, vil knap 35 millioner, der via satspuljen afsættes til Housing First for unge, være spildt.

Hvis kommunen ikke kan anvise en ung hjemløs en lejlighed, vil knap 35 millioner, der via satspuljen afsættes til Housing First for unge, være spildt.

I Housing First projektet til unge ligger et positivt fokus på forebyggelse og et krav om at de deltagende kommuner får en ny praksis på området. I dag hjælper man groft sagt ikke folk der har symptomer på hjemløshed – man hjælper kun folk der er blevet hjemløse. Kommunerne henviser ligefrem til at de ikke ”må” hjælpe borgere, der blot har et boligproblem og måske er lidt forvirrede over livet. Hvis kommunerne således vil have del i satspuljemidlerne, skal de vende på en tallerken og tildele boliger, bostøtte og boligindskudslån til folk som i dag ligger uden for målgruppen for disse ydelser. Og det kræver en sikker hånd og stort ledelsesmæssigt fokus at få styret det projekt i land fra kommunens side. Samtidig er der stor fare for at vi opbygger et parallelsystem, hvor nogle borgere, med statsmidler kan få anvist bolig og tilhørende støtte, mens andre kan få lov at gå tomhændede og desillusionerede ud på gaden fordi de mødte den vanlige kommunale praksis.

De langvarigt hjemløse, hvoraf de gadehjemløse er overrepræsenterede, er heldigvis også kommet med i forliget. I det store fokus på Housing First, som hjemløseverdenen har haft de sidste knap 10 år, har vi overset den gruppe, der tydeligvis har sværere ved at få et godt liv i egen lejlighed. En del af de langvarigt hjemløse har, det er i hvert fald min påstand, et langt liv på forskellige institutioner bag sig. De har ikke noget ønske om at leve for sig selv, men tværtimod ønsker de at bo på en boform af en eller anden karakter, i et bofællesskab, et opgangsfællesskab eller lign. Der er også en del der har brug for alternative plejehjemspladser (§ 108 pladser) fordi det hårde hjemløseliv har givet dem ar på sjælen og helbredsmæssige problemer i en grad der gør dem plejekrævende. Og kommunerne har sjældent tilstrækkeligt af disse pladser. Et øget fokus på de langvarigt hjemløse, vil derfor også kræve at kommunerne skal til foret og prioritere gruppen økonomisk.  

De to nævnte initiativer kræver at både boligministeriet og kommunerne trækker i arbejdstøjet, og der er der ikke nogen undskyldning for ikke at gøre det. Socialministeren har lavet et godt udspil for at få sat nye initiativer i gang. Jeg håber der støttes op om dem hele vejen, så vi kan få afprøvet om de kan gøre en forskel og knække den stadig stigende hjemløsekurve.

 

 

Satspuljepartierne har i nat indgået en aftale på hjemløseområdet. Området tildeles 154 millioner over de næste 4 år. Det er positivt, at hjemløseområdet er blevet prioriteret og initiativerne afspejler at der er lavet et godt forarbejde. Det afspejler sig bl.a. i at både den stigende ungdomshjemløshed og stigningen i gruppen af langvarigt hjemløse adresseres.

Men for at initiativerne kan lykkedes kræver det i den grad at kommunerne investerer både tid og penge i opgaveløsningen. For sandheden er jo, at kommunerne i dag ikke har tilstrækkelig med billige boliger de unge kan anvises. De skal først til at bygge dem. Og selvom mange kommuner ligger som de har redt ved at lægge små lejligheder sammen og lave regler om at nybyggede lejligheder skal være over en hvis størrelse for at holde fattigrøve og andre sociale tabere ude, så rækker kommunerne hånden ud til boligministeriet for at bede om bedre rammebetingelser for at få indhentede det gigantiske efterslæb af billige boliger, som f.eks. Københavns Kommune har brugt tre årtier på at etablere i deres jagt på at få mere pengestærke borgere til byen.

Hvis vi i stedet for at placere et skyldsspørgsmål, ser på hvad der vil være til gavn for hjemløse og andre lavindkomstgrupper, bliver boligministeren nødt til at tage initiativer, der kan fremme byggeriet af billige lejligheder. Hvis kommunen ikke kan anvise en ung hjemløs en lejlighed, vil knap 35 millioner, der via satspuljen afsættes til Housing First for unge, være spildt.

Hvis kommunen ikke kan anvise en ung hjemløs en lejlighed, vil knap 35 millioner, der via satspuljen afsættes til Housing First for unge, være spildt.

I Housing First projektet til unge ligger et positivt fokus på forebyggelse og et krav om at de deltagende kommuner får en ny praksis på området. I dag hjælper man groft sagt ikke folk der har symptomer på hjemløshed – man hjælper kun folk der er blevet hjemløse. Kommunerne henviser ligefrem til at de ikke ”må” hjælpe borgere, der blot har et boligproblem og måske er lidt forvirrede over livet. Hvis kommunerne således vil have del i satspuljemidlerne, skal de vende på en tallerken og tildele boliger, bostøtte og boligindskudslån til folk som i dag ligger uden for målgruppen for disse ydelser. Og det kræver en sikker hånd og stort ledelsesmæssigt fokus at få styret det projekt i land fra kommunens side. Samtidig er der stor fare for at vi opbygger et parallelsystem, hvor nogle borgere, med statsmidler kan få anvist bolig og tilhørende støtte, mens andre kan få lov at gå tomhændede og desillusionerede ud på gaden fordi de mødte den vanlige kommunale praksis.

De langvarigt hjemløse, hvoraf de gadehjemløse er overrepræsenterede, er heldigvis også kommet med i forliget. I det store fokus på Housing First, som hjemløseverdenen har haft de sidste knap 10 år, har vi overset den gruppe, der tydeligvis har sværere ved at få et godt liv i egen lejlighed. En del af de langvarigt hjemløse har, det er i hvert fald min påstand, et langt liv på forskellige institutioner bag sig. De har ikke noget ønske om at leve for sig selv, men tværtimod ønsker de at bo på en boform af en eller anden karakter, i et bofællesskab, et opgangsfællesskab eller lign. Der er også en del der har brug for alternative plejehjemspladser (§ 108 pladser) fordi det hårde hjemløseliv har givet dem ar på sjælen og helbredsmæssige problemer i en grad der gør dem plejekrævende. Og kommunerne har sjældent tilstrækkeligt af disse pladser. Et øget fokus på de langvarigt hjemløse, vil derfor også kræve at kommunerne skal til foret og prioritere gruppen økonomisk.  

De to nævnte initiativer kræver at både boligministeriet og kommunerne trækker i arbejdstøjet, og der er der ikke nogen undskyldning for ikke at gøre det. Socialministeren har lavet et godt udspil for at få sat nye initiativer i gang. Jeg håber der støttes op om dem hele vejen, så vi kan få afprøvet om de kan gøre en forskel og knække den stadig stigende hjemløsekurve.