Du er her

Mens vi venter på et boligudspil

fre, 01-10-2021, 15:15
Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND - De hjemløses landsorganisation

Forventningens glæde er den største, siges det. Jeg - og sikkert mange andre i hjemløsebranchen – går og venter på et hjemløseudspil, hvor der også er tænkes i boliger til hjemløse. Socialministeriet har nemlig fået Boligministeriet med i et samarbejde, der kan betyde at man gennem en aktiv boligpolitik kan løfte socialpolitikken op på et højere niveau. Man gør det i mange andre lande, men I Danmark har man kun forbundet boligpolitik med sikringen af villaejernes friværdi og fordelagtige lånemuligheder i den. I Danmark har der i årtier været en ideologisk strid om hvor meget den almennyttige boligsektor skal spille. I årtier har den været nedprioriteret til fordel for privat boligbyggeri, hvilket har betydet, at der hovedsageligt er bygget dyre boliger, til glæde for højtlønnede og boligspekulanter.

Den almene sektor er blevet behandlet stedmoderligt og én af dens vigtige formålserklæringer er på den ene side dens berettigelse og på den anden side, den egen værste fjende: ”Boligorganisationen skal ved udlejning af boliger tilgodese grupper, som har vanskeligheder med at skaffe sig en passende bolig på almindelige markedsvilkår. Derudover skal en varieret beboersammensætning søges fremmet” (Almenboliglovens § 6 d)

Modstandere af sektoren har udsultet ved gennem politiske tiltag. F.eks. ved at tage penge fra Landsbyggefonden. I 00’erne tog VK-regeringen milliarder ud af fonden til at realisere projekter, der lå helt udenfor boligområdet, f.eks. ældreplejen. Samtidig med at man har stækket den almene sektors mulighed for at leve op til sin målsætning – som er lovfæstet - har man bedt den koncentrere sig om at opfylde den del af den der handler om at ”tilgodese grupper, som har vanskeligheder med at skaffe sig en passende bolig på almindelige markedsvilkår” og lagt hele ansvaret for at huse lavindkomstgrupperne over i sektoren. I takt med at den så har gjort det, har man selvsagt fået en større koncentration af beboere på overførselsindkomst med sociale problemer. Det vil handlekraftige politikere gøre noget ved; de vil rive ghettoer ned og have Landsbyggefonden til at betale en stor del af gildet. Utak er verdens løn.

Den almene sektor har heller ikke haft meget hjælp fra kommunerne, som Almenboligloven pålægger at hjælpe boligorganisationerne med at realisere lovens formål. F.eks. indførte Københavns Kommune i 2005 en regel om at nybyggede boliger skulle være mindst 95 m2 i gennemsnit og at ingen boliger måtte være under 75 m2. Ganske simpelt for at forhindre borgere med lave indkomster i at bosætte sig i kommunen. Kommunerne gør generelt det stik modsatte af hvad almenboligloven tilsiger. Frem for at støtte boligforeninger og andre bygherrer for den sags skyld, i at bygge de boliger der efterspørges, sørger man for at der bygges boliger til den type borgere man efterspørger.

F.eks. indførte Københavns Kommune i 2005 en regel om at nybyggede boliger skulle være mindst 95 m2 i gennemsnit og at ingen boliger måtte være under 75 m2. Ganske simpelt for at forhindre borgere med lave indkomster i at bosætte sig i kommunen. 

Da Kaare Dybvad blev boligminister, kunne man håbe på at manden ikke fuldstændig mistede sine tidligere idealer om at uligheden skulle bekæmpes, bl.a. ved sikre at boligejere ikke skulle forgyldes mere ved at eje en bolig end ved at arbejde. Han lagde godt fra land ved at forholde sig til ”Blackstone-modellen”, men ellers er det mest blevet til skåltaler og almen drift i ministeriet, som kække politiker desværre har for vane, når de pludselig får en ministertaburat. Nu varsler han et stort udspil på boligområdet. Det udspil skal være et omfangsrigt af slagsen, hvis det skal batte noget.

I dag har kommunerne mulighed for at stille krav om at 25 procent af boligerne skal være almene. Desværre benytter meget få kommuner sig af det. Der er heller ikke nogen garanti for at almene boligselskaber bygger billige boliger, når de stiller kravet. Som sagt har Københavns Kommune regler, der gør det umuligt at bygge tilstrækkeligt med små boliger. Derfor bør Kaare Dybvad gøre det umuligt at lave lokale særregler der forhindrer det. Han bør tværtimod lave tiltag, der fremmer opførelsen af billige boliger. For at sikre en reel blandet beboersammensætning, bør han stille krav om at 20 procent af al nybyggeri – almen som privat (pensionsfonde, entreprenører, spekulanter osv.), skal have en husleje på maksimum 5000 kr. og at halvdelen af disse skal have en maksimumhusleje på 3300 kr. Herved giver han både unge på nedsat kontanthjælp og SU og ordinære kontanthjælpsmodtagere mulighed for at få sig en bolig.

Han kunne også vende ghettoloven om: ekspropriere boliger i rigmandskvarterene og lave blandet bebyggelse for at fremme mangfoldighed, inklusion og sammenhængskraft. Indtil nu er det kun uskyldige beboere i udskammede boligområder, der er blevet drevet fra hus og hjem. Den rige del af befolkningen har langt større mulighed for at finde sig en ny bolig, så hvorfor skal de ikke tage del i løsningen af det der betragtes som en samfundsopgave?

Han kunne også vende ghettoloven om: ekspropriere boliger i rigmandskvarterene og lave blandet bebyggelse for at fremme mangfoldighed, inklusion og sammenhængskraft. Indtil nu er det kun uskyldige beboere i udskammede boligområder, der er blevet drevet fra hus og hjem. 

Og vi har brug for drastiske løsninger, hvis vi som samfund ønsker at gøre noget ved hjemløsheden, ved den stigende ulighed og ved den følelse alt for mange mennesker har om ikke at være værdsat. Jeg er bange for at man viderefører den nuværende linje med ikke at have en boligpolitik, men blot håbe på at tingene ikke løber af sporet. Når snakken falder på boliger til hjemløse, hører jeg stort set kun en snak om at lave en eller anden form for kategoriboliger, f.eks. skæve huse, containerboliger og andre former for boliger, der ligger for sig selv og ikke skaber en reel inklusion, med fare for at skabe minighettoer. Ligeledes er der politisk stemning for at lave kollegie- eller ungdomsboliger til unge. Dem er det jo i hvert fald synd for, så der skal nok komme byggeri til dem. Det eneste fornuftige forslag jeg har hørt indtil, fremlagde Bent Madsen fra BL på en konference på Christiansborg for nyligt. En ”Basisbolig” på 55 m2. integreret i det almenbyggeri man nu engang skal lave. Med støtte fra Nybyggerfonden, som er en del af Landsbyggefonden, kan man bringe huslejen ned på et niveau kontanthjælpsmodtagere kan betale. ”Basisboligen” er oprindeligt udviklet som et koncept for ungdoms- og studieboliger, altså kategoriboliger hvor man samler en bestemt befolkningsgruppe. Gradvist er konceptet blevet foldet ud; boligerne er blevet større og de kan indgå i andet byggeri.

Som Bent Madsen beskrev konceptet, vil det helt sikkert få politisk medvind. Pengene kommer jo fra lejerne i den almennyttige sektor, og dem har politikerne jo vænnet sig til at kunne stjæle. Her bør Kaare Dybvad og resten af regeringen insistere på at der skal sættes på af fra Finansloven og at området skal prioriteres nu og i mange år frem. I og med konceptet er udviklet ud fra en kategoriboligtankegang, er der en fare for at der ”kun” kan opnås politisk flertal for at fortsætte ud ad den vej ved kun at bygge studie-og ungdomsboliger og så lade fanden tage resten med lav betalingsevne.

Basisboligtanken kan føre til at der bygges flere billige boliger, men der skal insisteres på, at det sker i al nybyggeri, at regningen bliver et fælles anliggende for samfundet og at initiativet ikke står alene.

Forventningens glæde er den største, siges det. Jeg - og sikkert mange andre i hjemløsebranchen – går og venter på et hjemløseudspil, hvor der også er tænkes i boliger til hjemløse. Socialministeriet har nemlig fået Boligministeriet med i et samarbejde, der kan betyde at man gennem en aktiv boligpolitik kan løfte socialpolitikken op på et højere niveau. Man gør det i mange andre lande, men I Danmark har man kun forbundet boligpolitik med sikringen af villaejernes friværdi og fordelagtige lånemuligheder i den. I Danmark har der i årtier været en ideologisk strid om hvor meget den almennyttige boligsektor skal spille. I årtier har den været nedprioriteret til fordel for privat boligbyggeri, hvilket har betydet, at der hovedsageligt er bygget dyre boliger, til glæde for højtlønnede og boligspekulanter.

Den almene sektor er blevet behandlet stedmoderligt og én af dens vigtige formålserklæringer er på den ene side dens berettigelse og på den anden side, den egen værste fjende: ”Boligorganisationen skal ved udlejning af boliger tilgodese grupper, som har vanskeligheder med at skaffe sig en passende bolig på almindelige markedsvilkår. Derudover skal en varieret beboersammensætning søges fremmet” (Almenboliglovens § 6 d)

Modstandere af sektoren har udsultet ved gennem politiske tiltag. F.eks. ved at tage penge fra Landsbyggefonden. I 00’erne tog VK-regeringen milliarder ud af fonden til at realisere projekter, der lå helt udenfor boligområdet, f.eks. ældreplejen. Samtidig med at man har stækket den almene sektors mulighed for at leve op til sin målsætning – som er lovfæstet - har man bedt den koncentrere sig om at opfylde den del af den der handler om at ”tilgodese grupper, som har vanskeligheder med at skaffe sig en passende bolig på almindelige markedsvilkår” og lagt hele ansvaret for at huse lavindkomstgrupperne over i sektoren. I takt med at den så har gjort det, har man selvsagt fået en større koncentration af beboere på overførselsindkomst med sociale problemer. Det vil handlekraftige politikere gøre noget ved; de vil rive ghettoer ned og have Landsbyggefonden til at betale en stor del af gildet. Utak er verdens løn.

Den almene sektor har heller ikke haft meget hjælp fra kommunerne, som Almenboligloven pålægger at hjælpe boligorganisationerne med at realisere lovens formål. F.eks. indførte Københavns Kommune i 2005 en regel om at nybyggede boliger skulle være mindst 95 m2 i gennemsnit og at ingen boliger måtte være under 75 m2. Ganske simpelt for at forhindre borgere med lave indkomster i at bosætte sig i kommunen. Kommunerne gør generelt det stik modsatte af hvad almenboligloven tilsiger. Frem for at støtte boligforeninger og andre bygherrer for den sags skyld, i at bygge de boliger der efterspørges, sørger man for at der bygges boliger til den type borgere man efterspørger.

F.eks. indførte Københavns Kommune i 2005 en regel om at nybyggede boliger skulle være mindst 95 m2 i gennemsnit og at ingen boliger måtte være under 75 m2. Ganske simpelt for at forhindre borgere med lave indkomster i at bosætte sig i kommunen. 

Da Kaare Dybvad blev boligminister, kunne man håbe på at manden ikke fuldstændig mistede sine tidligere idealer om at uligheden skulle bekæmpes, bl.a. ved sikre at boligejere ikke skulle forgyldes mere ved at eje en bolig end ved at arbejde. Han lagde godt fra land ved at forholde sig til ”Blackstone-modellen”, men ellers er det mest blevet til skåltaler og almen drift i ministeriet, som kække politiker desværre har for vane, når de pludselig får en ministertaburat. Nu varsler han et stort udspil på boligområdet. Det udspil skal være et omfangsrigt af slagsen, hvis det skal batte noget.

I dag har kommunerne mulighed for at stille krav om at 25 procent af boligerne skal være almene. Desværre benytter meget få kommuner sig af det. Der er heller ikke nogen garanti for at almene boligselskaber bygger billige boliger, når de stiller kravet. Som sagt har Københavns Kommune regler, der gør det umuligt at bygge tilstrækkeligt med små boliger. Derfor bør Kaare Dybvad gøre det umuligt at lave lokale særregler der forhindrer det. Han bør tværtimod lave tiltag, der fremmer opførelsen af billige boliger. For at sikre en reel blandet beboersammensætning, bør han stille krav om at 20 procent af al nybyggeri – almen som privat (pensionsfonde, entreprenører, spekulanter osv.), skal have en husleje på maksimum 5000 kr. og at halvdelen af disse skal have en maksimumhusleje på 3300 kr. Herved giver han både unge på nedsat kontanthjælp og SU og ordinære kontanthjælpsmodtagere mulighed for at få sig en bolig.

Han kunne også vende ghettoloven om: ekspropriere boliger i rigmandskvarterene og lave blandet bebyggelse for at fremme mangfoldighed, inklusion og sammenhængskraft. Indtil nu er det kun uskyldige beboere i udskammede boligområder, der er blevet drevet fra hus og hjem. Den rige del af befolkningen har langt større mulighed for at finde sig en ny bolig, så hvorfor skal de ikke tage del i løsningen af det der betragtes som en samfundsopgave?

Han kunne også vende ghettoloven om: ekspropriere boliger i rigmandskvarterene og lave blandet bebyggelse for at fremme mangfoldighed, inklusion og sammenhængskraft. Indtil nu er det kun uskyldige beboere i udskammede boligområder, der er blevet drevet fra hus og hjem. 

Og vi har brug for drastiske løsninger, hvis vi som samfund ønsker at gøre noget ved hjemløsheden, ved den stigende ulighed og ved den følelse alt for mange mennesker har om ikke at være værdsat. Jeg er bange for at man viderefører den nuværende linje med ikke at have en boligpolitik, men blot håbe på at tingene ikke løber af sporet. Når snakken falder på boliger til hjemløse, hører jeg stort set kun en snak om at lave en eller anden form for kategoriboliger, f.eks. skæve huse, containerboliger og andre former for boliger, der ligger for sig selv og ikke skaber en reel inklusion, med fare for at skabe minighettoer. Ligeledes er der politisk stemning for at lave kollegie- eller ungdomsboliger til unge. Dem er det jo i hvert fald synd for, så der skal nok komme byggeri til dem. Det eneste fornuftige forslag jeg har hørt indtil, fremlagde Bent Madsen fra BL på en konference på Christiansborg for nyligt. En ”Basisbolig” på 55 m2. integreret i det almenbyggeri man nu engang skal lave. Med støtte fra Nybyggerfonden, som er en del af Landsbyggefonden, kan man bringe huslejen ned på et niveau kontanthjælpsmodtagere kan betale. ”Basisboligen” er oprindeligt udviklet som et koncept for ungdoms- og studieboliger, altså kategoriboliger hvor man samler en bestemt befolkningsgruppe. Gradvist er konceptet blevet foldet ud; boligerne er blevet større og de kan indgå i andet byggeri.

Som Bent Madsen beskrev konceptet, vil det helt sikkert få politisk medvind. Pengene kommer jo fra lejerne i den almennyttige sektor, og dem har politikerne jo vænnet sig til at kunne stjæle. Her bør Kaare Dybvad og resten af regeringen insistere på at der skal sættes på af fra Finansloven og at området skal prioriteres nu og i mange år frem. I og med konceptet er udviklet ud fra en kategoriboligtankegang, er der en fare for at der ”kun” kan opnås politisk flertal for at fortsætte ud ad den vej ved kun at bygge studie-og ungdomsboliger og så lade fanden tage resten med lav betalingsevne.

Basisboligtanken kan føre til at der bygges flere billige boliger, men der skal insisteres på, at det sker i al nybyggeri, at regningen bliver et fælles anliggende for samfundet og at initiativet ikke står alene.